Spred risikoen
Det er en gylden regel, at man som investor ikke skal investere alle sine penge i en enkelt aktie eller to. Det er vigtigt at sprede risikoen på flere forskellige papirer. Her kan man vælge mellem aktier, investeringsforeninger eller obligationer. Eller en kombination af disse, alt afhængigt af hvilken risiko man vil løbe.
Obligationer
Nu handler denne blog om aktier, men det er værd at bemærke, at obligationer kursmæssigt ofte vil bevæge sig i modsat retning af aktier. Ved at kombinere aktier og obligationer kan man dermed til en vis grad udligne risikoen ved begge investeringsformer.
Investeringsforeninger
Hvis man ønsker at investere i aktiemarkedet, men ikke føler sig tryg ved at skulle vælge et antal konkrete aktier, kan man i stedet vælge en investeringsforening, som investerer i aktier.
Fordelen ved investeringsforeninger er, at man her køber et investeringsprodukt med indbygget risikospredning. En afdeling i en investeringsforening har typisk investeret i 15-30 forskellige selskaber inden for en bestemt region eller branche. Her er det dog vigtigt at understrege, at bestemte sektorer og regioner er behæftet med større risiko end andre. Eksempelvis har mange private investorer tabt 80-90 % af deres investering i afdelinger med teknologi- og internetaktier.
Derfor skal man sprede sin investering på mindst fem forskellige afdelinger, hvis man kun investerer gennem investeringsforeninger. Eller alternativt vælge en bred investeringsforening, som f.eks. investerer i alle aktierne fra C25-indekset.
Aktier
For dem, som ikke ønsker hverken obligationer eller investeringsforeninger, men holder sig til den rene vare, er der én grundregel, som ikke må fraviges, når det gælder risikospredning. Og den regel hedder, at man ikke må sætte alle sine penge i én enkelt aktie. Man bør som udgangspunkt fordele kapitalen mellem 5-10 forskellige papirer.
Begrundelsen for at fordele sin kapital mellem 5-10 forskellige papirer er, at man så ikke mister alle sine penge, hvis et af selskaberne går konkurs, og aktien bliver værdiløs. At dette desværre ikke er en urealistisk mulighed, har der gennem årene været flere eksempler på. Hvis man havde placeret hele sin kapital i disse aktier lige til det sidste, ville man have tabt alle sine penge.
Men selvom man har fordelt sin kapital mellem forskellige aktier, så er det ikke nødvendigvis godt nok. Man bør nemlig heller ikke sætte alle pengene i samme branche. Ofte vil forskellige selskaber (og dermed også selskabernes aktier) udvikle sig ens, og derfor vil det f.eks. ikke være særligt risikospredende at købe aktier i fem forskellige banker.
Nogle selskaber prissættes meget højt i forhold til, hvad de objektivt set er værd. Dette er ikke nødvendigvis en forkert prissætning, men den bygger på nogle forventninger til fremtiden, som indebærer en høj grad af usikkerhed. Man løber en højere risiko ved at købe aktier i et selskab, som baserer sin værdi på en forventet fremtidig høj vækst i indtjeningen, end ved at købe aktier i et selskab, som kan dokumentere en stabil og solid indtjening år efter år.
Det mest ekstreme eksempel på selskaber, som baserer deres aktuelle værdi på en fremtidig indtjening, er biotekselskaberne, som ofte slet ikke har nogen indtjening i dag. De udvikler på nogle produkter, som de håber engang vil lede til store indtægter. Hvis det sker, bliver aktionærerne rige, men hvis det ikke lykkes, så risikerer selskaberne at måtte lukke.
Det modsatte af den type selskaber er de veletablerede selskaber, som har eksisteret i mange år, og som har en stabil indtægt mange år ud i fremtiden. Disse to typer selskaber er værdiansat meget forskelligt, og her bør man også placere i hvert fald en del af sin kapital på de selskaber, som værdiansættes på baggrund af et stabilt overskud. At placere hele sin kapital i selskaber, som værdiansættes i forventningen om en stor vækst engang i fremtiden, er meget risikabelt.