Hvad betyder “aktien har nået sin nedre grænse” ?
En af grundreglerne inden for aktiehandel er, at man allerede ved købet af en aktie sætter en nedre grænse for, hvor langt man vil tillade kursen at falde, før man erkender, at købet var en fejl og sælger med tab. Denne grænse kaldes for Stop-Loss-grænsen. Altså stop tabet, før det bliver for stort.
En Stop-Loss-grænse kan defineres på mange måder, men den mest almindelige metode er at bruge en procent som f.eks. 5, 7 eller 10 %. Hvis man køber en aktie til kurs 100, tillader man den altså at falde til kurs 93 (100-7 %), og hvis den bryder gennem denne grænse, så sælges den.
Det giver naturligvis et tab, men så er man i hvert fald ude af aktien med et tab, som er til at overskue. Det uheldige er så blot, hvis aktien derefter begynder at stige igen, efter at man har solgt den. Men det er vilkårene.
Man bør betragte Stop-Loss som en forsikring, hvor man betaler en vis præmie for at undgå det helt store tab. Mange investorer begår den klassiske fejl, at de dag efter dag læner sig op ad håbet om, at aktien nok stiger „i morgen“. Der kan være mange grunde til, at man tror – eller rettere sagt håber – på en hurtig positiv vending.
Men det er ikke noget nyt, at aktiemarkedet ofte er uforudsigeligt, og at der kan sidde investorer med mere viden end den viden, man selv har. Derfor kan det gå grueligt galt, hvis man ikke har fastsat et Stop Loss på de enkelte investeringer.
Tidshorisont
Man kan anvende den samme procent for alle aktier. Det er enkelt, overskueligt og giver gode resultater. Og selvom det ikke er optimalt, er det helt klart bedre end ingenting. Lad os slå fast, at hvis man er relativt uerfaren på aktiemarkedet, så er dette netop, hvad man bør gøre. Den lidt mere erfarne kan bruge Stop-Loss endnu bedre ved at se på den tidshorisont, han anvender.
Hvis man f.eks. køber aktier til en pensionsopsparing, vil man ikke være nær så sårbar over for et fald, som hvis man køber en portion aktier med en kortsigtet investeringshorisont. Med den lange investeringshorisont har man jo mulighed for at vente på, at markedet vender, og kursen dermed retter sig. Den mulighed har man ikke, hvis man skal bruge pengene om 14 dage. Som første tommelfingerregel gælder altså, at jo længere tidshorisont man arbejder med, jo bredere Stop-Loss-grænse kan man tillade sig.
Aktiens stabilitet
Et andet vigtigt element er stabiliteten i de aktier, man sætter sine penge i. Hvis man køber eksempelvis Danske Bank, Novo Nordisk eller A.P. Møller-Mærsk vil disse selskaber over en lang tidshorisont stort set følge aktieindekset. Og man er også næsten 100 % sikker på, at de ikke går konkurs.
For en investor med en tilstrækkeligt lang tidshorisont kan man derfor diskutere, om han i det hele taget bør anvende en Stop-Loss-grænse for en aktie som eksempelvis Novo Nordisk. Dette ud fra den synsvinkel, at hvis man med tilstrækkelig stor sikkerhed ved, at kursen vil stige igen, så er der jo ikke nogen grund til at tage et tab.
Så kan man lige så godt bare lade aktien ligge i skuffen og vente på, at den stiger igen. Her vil nogle sige, at man alligevel bør sælge på Stop-Loss og så sætte pengene i noget andet, indtil den aktie, man solgte, begynder at stige igen. Men hvad nu hvis den aktie, man sætter pengene i midlertidigt, også begynder at falde? Så kan man hoppe fra faldende aktie til faldende aktie, indtil man ikke har flere penge.
Hvis man derimod køber en meget risikobetonet aktie, som f.eks. et underskudsgivende it-selskab, så er der ingen garanti for, at det også er her næste år. Og så bliver det helt afgørende, at man begrænser sit tab med en Stop-Loss-grænse. Anden tommelfingerregel er derfor, at vigtigheden af Stop-Loss vokser med aktiens risiko. Hvis du er i tvivl om, hvilken kategori som passer bedst, så vælg altid den forsigtige udvej. Det er bedre at sætte et Stop-Loss for meget end et for lidt.