Når talen falder på aktier, tænker mange tilbage på aktienedturen mellem efteråret 2000 og foråret 2003. Se figur 1.2.
På tre år mistede danske aktionærer mange milliarder kroner i formuetab, fordi kurserne på de fleste aktier styrtdykkede. Den oplevelse sidder stadig i baghovedet på de mange, som fik store økonomiske øretæver.
Både på den private aktiebeholdning og en eventuel pensionsopsparing blev de fleste ramt af store kurstab, og mange private investorer blev skræmt væk fra aktier. De forstod ikke, hvad der skete, og de fik for det meste heller ikke særlig god rådgivning. Men aktiemarkederne gik efterfølgende kraftigt frem igen. Og det står også klart, hvad der skete i de tre år med dramatiske aktiekursfald.
Groft sagt kom aktienedturen i tre bølger:
- I 2000 sprang den såkaldte internetboble, hvor internetaktier og selskaber inden for informationsteknologi i årene forinden var steget mod himlen, selvom de færreste selskaber tjente penge. Da internetaktierne var steget voldsomt, fandt mange uerfarne private investorer ud af, at internetaktier var sagen – troede de. Mange rådgivere spillede med på den store illusion, og den stærke efterspørgsel efter den slags aktier fik dem til at stige endnu mere. Indtil det hele sprang med et brag. Se figur 1.3.
- Den næste bølge kom, da den globale økonomi i starten af 2001 røg ind i en lavkonjunktur og senere også en recession med negativ økonomisk vækst. Især i USA steg arbejdsløsheden voldsomt, og erhvervslivets produktion styrtdykkede. Da USA i mange år har været den globale økonomiske vækstdynamo, ramte nedturen også Europa og Fjernøsten. Det gav aktierne et hug mere, og denne gang blev også de danske aktier ramt.
Figur 1.3. Investeringsforeninger er ikke altid det rigtige. Sydinvest eBusiness blev lanceret midt under dot.com-boblen. - Den tredje bølge kom i foråret 2002 i kølvandet på de amerikanske erhvervsskandaler. Da det i løbet af 2002 blev afsløret, at en stribe store amerikanske selskaber på ulovlig vis havde sminket deres regnskaber for at forbedre regnskabsresultaterne, gik det ud over investorernes generelle tillid til de børsnoterede selskabers regnskaber. De mest kendte eksempler på selskaber, hvor ledelsen sminkede regnskaberne, er Enron og Worldcom.
Investorernes tillid til selskabernes „varedeklaration“ – deres regnskaber, som investorerne vurderer selskaberne på – er altafgørende for et effektivt aktiemarked. Mange investorer mistede tilliden til markedet og selskabernes ledelser, og det gav endnu en voldsom udsalgsbølge, fordi investorerne krævede en større risikopræmie for at holde aktier. Det pressede aktierne endnu længere ned.
Siden har myndigheder og selskaberne arbejdet på at genoprette tilliden ved at begynde at oplyse langt mere om deres måde at styre selskabet på og om personerne i bestyrelsen og ledelsen. Det er det, der kaldes god selskabsledelse eller corporate governance.
Sammenfattende er vores pointe, at der i perioden efteråret 2000 til foråret 2003 var tale om flere helt ekstraordinære forhold, som fik aktierne til at styrtdykke. Aktiebobler som den, vi oplevede med internet- og teknologiaktier, opstår to-tre gange for hver hundrede år. Der er simpelthen tale om, at bestemte typer aktier stiger helt urealistisk meget på grund af en selvforstærkende positiv markedspsykologi, hvor de private investorer næsten altid bliver de store tabere.
De professionelle investorer og pensionskasserne ved nemlig godt, at der er tale om en boble, som sprænger før eller siden. Derfor sælger de ofte i god tid de aktier, som senere falder allermest. Kun på grund af utilstrækkelig indsigt hos mange investorer og mangelfuld rådgivning får boblen lov til at udvikle sig så voldsomt.
Aktieanalytikerne havde svært ved at finde forklaringer på, hvorfor aktierne burde stige endnu mere. Men kreativiteten blomstrede og traditionelle analyseredskaber blev skrottet. Herhjemme blev investorerne dog kun i begrænset omfang ramt af disse kursfald, da internetboblen bristede. Mens der var fest på de udenlandske aktiemarkeder, nåede kun få nye internetselskaber at blive noteret på Københavns Fondsbørs. Derfor blev kun en lille snes selskaber påvirket af nedturens første bølge.
Til gengæld nåede private investorer at investere milliarder i bankenes nye investeringsforeninger med internetaktier. De blev i flere tilfælde lanceret lige før aktieboblen braste, og mange investorer tabte op mod 80-90 % af deres oprindelige investering.
Der var imidlertid også en række investeringsforeninger, som hårdnakket holdt fast i, at internetaktier ikke var sagen. Blandt andet investeringsforeningerne Spar-Invest og ValueInvest med afdelinger specialiseret i såkaldte valueaktier, som er kendetegnet ved en lav aktiekurs i forhold til selskabets overskud og til værdien af solide aktiver, bl.a. ejendomme og likvide beholdninger.
Vores overordnede budskab er, at uanset om aktiemarkedet er faldet i lang tid (2000-2003), eller om det er steget kraftigt i lang tid (2003-2007), er aktiemarkedet en interessant mulighed for placering af kapital. Men én ting er helt sikkert: Det er bestemt ikke en let sag at investere i aktier. Man skal indstille sig på at gøre et grundigt hjemmearbejde, for der findes ingen lette genveje.
Ønsker man ikke at bruge lidt tid på dette hjemmearbejde, vil vi anbefale, at man holder sig fra aktier. I stedet kan man eventuelt nøjes med at sætte sine penge i nogle investeringsforeninger og så følge nogle enkle spilleregler, som vi vil vende tilbage til i blogindlæg 35.