Log ind

Faldgruber ved aktiehandel

Dette indlæg er nummer 28 af 37 i denne serie Trader aktieskole

Handelsstrategi

Som private investorer ønsker vi os alle en portefølje bestående af en lang række vinderaktier. Aktier, som købes til småpenge om mandagen, og som sælges til en tårnhøj kurs den følgende torsdag. I praksis ved vi dog godt, at virkeligheden ser anderledes ud.

Vi har alle prøvet at købe en aktie, som kursmæssigt udviklede sig i en helt anden retning, end vi havde planlagt ved købet. Hvordan man håndterer den situation og kommer ud af en dårlig aktie uden for store skrammer, kommer vi ind på lidt senere. Men først skal vi have købt aktien.

Lad os starte med at se på, hvad man IKKE skal gøre, når man køber en aktie.

Faldgruber ved aktiehandel

Køb på anbefaling fra folk uden fornøden viden

Det er meget prisværdigt at være i stand til at erkende sine egne svagheder. Det gælder også på aktiemarkedet og kan i længden spare den private investor for mange penge. Men når man har erkendt, at man ikke selv har tilstrækkelig indsigt i en bestemt aktie til at kunne foretage en saglig vurdering, så er der desværre en del, som springer over, hvor gærdet er lavest. Nemlig ved at slå hjernen fra og forlade sig på andres råd.

Det kan være naboen, en arbejdskollega eller en debattør på et internetforum, der bliver tildelt den tvivlsomme ære som Oraklet fra Delphi. Her bør man spørge sig selv, om den pågældende egentlig har bedre forudsætninger for at vurdere en bestemt aktie, end man selv har? I skræmmende mange tilfælde vil man opdage, at svaret er nej.

Det er muligt, at den pågældende råber højt og udtaler sig, som om han personligt har kendskab til alle fortidige, nutidige og fremtidige forhold for det pågældende selskab. Men hvis man tænker lidt over det, så er alt for meget af hans argumentation overfladisk og bygget på gætterier. Nøjagtig ligesom man selv kunne have gjort det. Det er ikke godt nok.

Hvis man skal købe aktier på anbefaling fra andre, så skal dem, man tildeler den tillid, på en eller anden måde have sandsynliggjort, at de er tilliden værdig.

Købe på uforklarlig stigning

Som udgangspunkt er der ikke noget galt i at købe en aktie, som stiger. Det er faktisk det, aktiehandel handler om. Men der er noget galt i at købe en aktie, som stiger, uden at man har nogen anelse om hvorfor.

I en tidligere blogpost nævnte vi D/S Orion som et grotesk eksempel på en aktie, der pludselig steg lodret med mange hundrede procent. Aktien gik nærmest i selvsving, og en stor mængde private investorer skyndte sig at hoppe med på stigningen. Desværre endte stigningen i en boble, som mht. usikkerhed fik Nasdaq-boblen fra 2000 til at ligne statsobligationer i sammenligning.

D/S Orion-boblen bristede da også med et brag, da selskabet til sidst følte sig nødsaget til at punktere den. Selskabet meddelte, at stigningen var helt ude af proportioner, og derefter styrtdykkede kursen. Det var der mange private investorer, som tabte penge på.

At en aktie stiger er helt fint, men man skal ikke købe aktien uden at have en nogenlunde fornemmelse for, hvorfor den stiger.

Købe på fald

Det allerværste, man kan gøre, er at købe på fald. Eftersom et vigtigt element i aktiehandel er at købe billigt og sælge dyrt, er det måske ikke så overraskende, at mange ønsker at købe en faldende aktie. Jo længere aktien falder, jo billigere er den jo, og jo større stigningspotentiale har den. Problemet er bare, at der næsten altid er en god grund til, at en aktie falder.

Hvis man ikke kender den grund og er i stand til nøjagtigt at vurdere, hvor meget den bør betyde kursmæssigt, så er et køb af en faldende aktie et køb i blinde i et håb om, at aktien nok har nået bunden. Det oplagte eksempel er GN Store Nords fald fra tinderne. Denne aktie er sandsynligvis topscorer, når det gælder tab hos private investorer. På vej op mod kurs 250 var det en aktie, som alle bare måtte have. Kursen kunne kun gå én vej, og det var opad.

På et tidspunkt kom markedet så til fornuft, og kursen begyndte at falde. Desværre var det først her, det for alvor begyndte at gå galt for mange private investorer. De havde nemlig overbevist sig selv om, at GN Store Nord var Guds gave til investorerne, og når nu GN fik børsnoteret datterselskabet NetTest ville det give en indtægt til selskabet på et tocifret milliardbeløb, og så ville alle aktionærerne blive forgyldte.

Det gik helt anderledes. NetTest endte med at blive foræret væk for 1 kr efter at have drænet GN-koncernen for store beløb. Men med overbevisningen om dette fremtidige guldæg i bagagen gik mange på opkøb i GN Store Nord-aktier hele vejen ned ad bakke fra kurs 250.

Hvis man fulgte med i debatten på EuroInvestor (et internetdiskussionsforum om aktier), kunne man løbende følge med i, hvordan den ene kurs efter den anden blev udråbt som bund. Med en klar besked om, at nu kunne kursen ikke falde længere ned, så nu var det bare med at komme ind i aktien. Hvorefter kursen faldt igen.

GN Store Nord var et godt eksempel på, hvorfor man ikke skal købe en aktie, bare fordi den falder. Vi viste i indlægget om teknisk analyse, hvordan man kunne have tjent mange penge på GN Store Nord ved hjælp af et simpelt teknisk værktøj, men her nøjes vi med at konkludere, at det ikke er nogen kvalitet for en aktie at blive mindre og mindre værd.

Nu har vi gennemgået nogle af de faldgruber, som man kan ryge i som privat investor. Men hvad skal man så gøre for undgå disse faldgruber og i stedet få fat på de gode aktier? Det vil vi se nærmere på i det følgende med udgangspunkt i den strategi, som Økonomisk Ugebrev anvender i udvælgelsen af aktier til “ØU Porteføljen” for danske aktier.

Se seneste i samme serie<< Politik – strategi – kontrolStrategi for gode køb >>

Log ind

Har du ikke allerede en bruger? Opret dig her.