Strategi for gode køb
Lavt nøgletal
Udgangspunktet for en akties værdi er indtjeningen hos det bagvedliggende selskab. Aktien er i sig selv blot et værdiløst stykke papir. Men eftersom dette stykke papir repræsenterer en ejerandel i et selskab, som (forhåbentlig) tjener penge, er det bagvedliggende selskab helt afgørende for, hvordan aktiens kurs udvikler sig. En aktie vil oftest afspejle, hvad markedet forventer af det bagvedliggende selskab i fremtiden.
Nu kan man ikke alene af kursen sige noget om, hvorvidt forventningen til fremtiden er høj eller lav. Kursen afhænger jo af, hvor mange aktier ejerskabet af selskabet er fordelt på. Derfor er der opfundet nogle praktiske værktøjer til at hjælpe med denne vurdering. Et af de vigtigste er Price/Earnings.
Dette nøgletal fortæller, hvor meget man som aktionær skal betale for en krone af selskabets overskud. P/E kan beregnes på baggrund af de realiserede resultater og på baggrund af forventningerne til de fremtidige resultater. Den forsigtige investor gør begge dele. Og så spørger han sig selv, om der er nogen naturlig sammenhæng mellem tidligere nøgletal og de forventede nøgletal for fremtiden.
Hvis P/E er meget høj, udtrykker det, at der i kursen allerede er indregnet forventningen om et rigtig godt resultat i det bagvedliggende selskab det kommende år.
Hvis kursen skal stige yderligere, skal selskabet altså klare sig endnu bedre end markedets i forvejen høje forventninger. Det kan også godt lade sig gøre, men det indebærer en risiko, man bør undgå. Som udgangspunkt bør man derfor vælge en aktie, hvor P/E er rimeligt lav.
Stabilt overskud
Forudsætningen for, at værdien af et selskab kan øges, er, at selskabet tjener penge. Det lyder måske som en selvfølgelighed, men ikke desto mindre er der faktisk en del selskaber på Københavns Fondsbørs, som ingen penge tjener. Her udmærker bioteksektoren sig ved at brænde store millionbeløb af i et imponerende tempo. I den branche satser man på at udvikle et produkt, som på et tidspunkt kan sælges for store penge, og indtil det sker, accepterer man så at leve for indtægter, som ikke findes.
Eller med andre ord så lever man for de penge, som aktionærerne har skudt ind i selskabet, og håber at finde det magiske produkt, inden pengene er væk. Dette er principielt helt i orden, hvis bare man som investor er afklaret med risikoen for, at de købte aktier på et tidspunkt er nul kroner værd, fordi der ikke er flere penge i kassen, og det magiske produkt aldrig dukkede op.
Hvis man køber aktier i et underskudsgivende selskab, som derefter vender underskuddet til et overskud, scorer man som aktionær en solid gevinst. Men risikoen for, at underskuddet bare vokser sig større, er til stede. Man bør derfor holde sig til selskaber, som gennem en årrække, eksempelvis tre år, har haft overskud.
Aktien skal være likvid
På Københavns Fondbørs (KF) er noteret ca. 200 aktier, men omsætningen i disse 200 aktier er meget ulige fordelt. 25 af de 200 aktier er noteret på C25-indekset, og disse 25 aktier står for ca. 80 % af aktieomsætningen på KF. Hovedparten af den resterede omsætning findes hos de aktier, som er noteret i LargeCap- eller MidCap-indekset. Så skal der ikke megen hovedregning til at opdage, at der må findes aktier på KF, som ikke omsættes ret meget.
At en aktie ikke omsættes ret meget, giver nogle grimme problemer for en investor. Der kan nemlig være en meget stor afstand mellem den kurs, som en aktie kan købes til, og så den kurs, som aktien kan sælges til. Det såkaldte Spread. For at undgå at starte sin investering med et underskud bør aktien derfor være noteret i C25-, LargeCap- eller MidCap-indekset.
Aktien skal passe til investors tidshorisont
Alle kan hurtigt blive enige om, at man skal købe en aktie til en lav kurs og sælge den igen til en høj kurs. Heri ligger også en erkendelse af, at aktier bevæger sig op og ned. Forhåbentlig mere op end ned, men bølgebevægelsen findes i alle aktier. Ingen aktie stiger lodret for evigt.
Som investor skal man altså ind i aktien så tæt på bunden som muligt og ud igen så tæt på toppen som muligt. Så vidt ser det hele indlysende ud. Men nu kommer problemerne. Aktier svinger nemlig ikke i samme takt. Nogen aktier bevæger sig i bølger over få uger, mens andre aktier bevæger sig i bølger over adskillige år. Og det er her, man som investor skal gøre sig klart på forhånd, hvad man ønsker af markedet. Ønsker man et par hurtige procenter inden på lørdag, eller ønsker man en stor gevinst inden for de næste tre år?
Hvis man handler kortsigtet i en aktie, som svinger langsigtet, så risikerer man kun at være med på nedturen. Tilsvarende risikerer den langsigtede investor at købe og holde en nedtursaktie, fordi han køber den på nogle kortvarige stigninger, og så bare ikke får den solgt igen i tide, da han jo er langsigtet investor.
Man skal altså gøre op med sig selv, hvilken investeringshorisont man ønsker at arbejde med. Og så skal man vælge aktier, som passer til den horisont. I denne overvejelse indgår f.eks. også udbyttebetaling. Nogle selskaber udbetaler traditionelt høje udbytter på 4-5 %, og hvis man er tilfreds med den forrentning, vil en aktie som eksempelvis Scandinavian Tobacco Group være glimrende. Men hvis man satser på hurtige kursstigninger fra dag til dag, er det en anden situation.
For “ØU Porteføljen” har vi defineret vores investeringshorisont til at være tre til ni måneder. Denne periode kan trækkes lidt i begge retninger. Man behøver ikke at være hysterisk nøjagtig. Men det er meget vigtigt, at man i det mindste har en fornemmelse af, hvor længe man har tænkt sig at holde sine aktier.
Spred risikoen
Uanset om vi kan lide det eller ej, så er aktiehandel risikofyldt. Alle begår fejl, og alle taber før eller siden penge på en aktie. Det kan ikke undgås, og det gør heller ikke noget, hvis bare gevinsterne er større end tabene. En måde at sikre dette på er at sprede risikoen over flere aktier. Hvis man sætter hele sin kapital i en enkelt aktie, vil forrentningen af formuen 100 % følge udviklingen i denne ene aktie. Det er glimrende, hvis aktien stiger, men det er knap så godt, hvis den falder. Og hvis selskabet bag aktien går konkurs, er det katastrofalt.
Derfor bør man altid sprede sin kapital over flere aktier. Spørgsmålet er bare hvor mange. Problemet er nemlig, at hvis man spreder sig over for mange aktier, så risikerer man at drukne sit eventuelle overskud i handelsomkostninger. Som udgangspunkt bør man en enkelt aktie udgøre mindre end 10 % af kapitalen ved anskaffelsen.
I forbindelse med risikospredning skal man også være opmærksom på, at visse aktier kan opføre sig ens. Det kan godt være, at Djursland Bank og Lollands Bank er to forskellige banker, men de er begge provinsbanker. Og de vil derfor i en vis udstrækning følge deres branche kursmæssigt. Det samme kan siges om Danske Bank og Nordea. Hvis man ønsker at sprede risikoen, bør man derfor sprede investeringen over flere brancher.
At købe ti forskellige aktier i ti forskellige provinsbanker er ikke risikospredning.
Teknisk købssignal
Det sidste punkt på købslisten er ret omdiskuteret. Det handler nemlig om teknisk analyse. Teknisk analyse bygger grundlæggende på en formodning om, at hvis en aktie 850 gange ud af 1000 opfører sig på en bestemt måde i en bestemt situation, så er der 850/1000=85 % sandsynlighed for, at den nok også gør det næste gang, den samme situation opstår.
Kort sagt handler teknisk analyse om, at man ikke skal opfinde hjulet igen og igen, men i stedet bruge tidligere tiders erfaringer i sin vurdering af fremtiden. Vi anbefaler, at man kun køber en aktie, hvis kursen ligger over 50 dages glidende gennemsnit.
Nu har vi foreløbig set på, hvilke faldgruber man risikerer at ryge i på aktiemarkedet, og på, hvordan man vælger de rigtige aktier. Men vi mangler stadig den sidste del af opgaven. Nemlig at sælge de købte aktier igen. Salget er jo en forudsætning for at realisere gevinsten. Og at sælge på det rigtige tidspunkt er bestemt ikke den letteste del af aktiehandel.