Politik – strategi – kontrol
De fleste erfarne investorer ved, at aktiemarkedet er indrettet sådan, at man helt sikkert kommer galt af sted, hvis man alene handler på baggrund af spontane følelser svingende mellem grådighed og frygt.
Så vil man ofte komme til at sælge, når ens aktier er faldet meget og måske ved at nå bunden. Og man vil ofte købe, når de er steget meget og ved at toppe. Den lærestreg har de fleste aktieinvestorer fået.
Reaktionen er helt naturlig og meget menneskelig: På et tidspunkt er aktierne faldet så meget, at det ikke er sjovt længere. Mange vil her have en tendens til at sælge for at undgå yderligere tab. Ofte sker dette salg, når aktierne for alvor begynder at falde hurtigt. Og ofte er det netop tæt på bunden, at der kommer den såkaldte kapitulation med panikudsalg.
Planen betyder alt for succes
I denne blogpost vil vi forklare, hvorfor det er vigtigt at koble mellemgulvet fra og hovedet til for at få succes på aktiemarkedet. Det handler om, at man skal have en plan, og den betyder alt for at få succes.
Planen går ud på at fastlægge „en politik, en strategi og en kontrol“. Planen skal være skrevet ned på et stykke papir, som hænger lige foran næsen på én, når man handler aktier. Det sværeste er nemlig ikke at udforme en plan for en aktiehandel. Det sværeste er at holde sig til planen og de spilleregler, man på forhånd har opstillet.
Når panikken og angsten på den ene side – og grådigheden på den anden side – indfinder sig, bliver hovedet ofte koblet fra. Det får mange private investorer til at handle impulsivt og spontant ud fra fornemmelser, følelser og den aktuelle markedsstemning.
I virkeligheden har den private investor ofte kun én modstander på aktiemarkedet, nemlig sig selv. Nøgleordet er disciplin, og det handler altså om at holde sig 100 % til den plan, man har opstillet.
„Planen“ består af tre afdelinger med hver sin vigtige funktion. Planen kan også kaldes en porteføljestrategi, altså den strategi, man har valgt for styring af sin aktieportefølje.
Politik
Første led i denne plan er at definere „en politik“ for sin investeringsmetode. Man kan også sige, at det er nogle overordnede retningslinjer for investeringsplanen. I sin „politik“ definerer man nogle overordnede regler for, hvad man vil investere i med udgangspunkt i nogle valg om risiko, investeringshorisont og handelsmønster.
Først fastsætter man regler for, om kapitalen skal investeres forsigtigt eller mere risikovilligt. Denne overvejelse bør tage udgangspunkt i, hvor meget man kan leve med at tabe, hvor meget spillernatur man er, og hvilke målsætninger man har for sin samlede investering.
Hr. Hansen
Hr. Hansen har 100.000 kr., som han kan undvære til aktieinvestering de næste to år. Hans målsætning er, at afkastet som minimum skal være positivt. Som udgangspunkt vil han altså ikke acceptere tab. Hovedparten af kapitalen skal derfor investeres forsigtigt.
I generelt stigende markeder er han dog parat til at påtage sig en større risiko for en mindre andel af den samlede kapital for at få mulighed for også at hente et større afkast. Han er klar over, at målsætningen om ikke at ville acceptere større tab betyder, at han skal følge sine aktieinvesteringer løbende og måske være villig til at handle flere gange om måneden.
Strategi
For det andet handler det om at fastlægge en strategi, som konkret udmønter den overordnede politik, man har fastlagt på forhånd. Strategien skal omdanne de politiske målsætninger til en konkret handlingsplan, så der er sammenhæng mellem de overordnede målsætning og de faktiske investeringer.
I bund og grund handler det om at styre sin portefølje i forhold til det ønskede forhold mellem risiko og afkast.
For husk: Der er næsten altid sammenhæng mellem risiko og afkastmuligheder. Jo større risiko man er villig til at løbe, jo større gevinstmuligheder og tabsrisici er der også.
Overordnet er det helt afgørende med risikospredning. Det siger sig selv, at den samlede risiko for kurstab er meget større, hvis man har investeret alle sine penge i en enkelt aktie. Derfor er det en gylden regel, at man spreder sin aktieinvestering på et antal forskellige aktier. Som udgangspunkt bør kapitalen spredes på mindst fem-ti forskellige papirer.
Når antallet af aktier nok ikke bør være større, skyldes det, at man bør kunne holde et overblik over sine aktier, dvs. løbende have føling med, hvad der sker med selskaberne og aktiekurserne.
Det er også vigtigt, at man ikke køber for mange aktier inden for samme branche eller inden for beslægtede brancher. Risikoen kan også reduceres betydeligt, hvis man køber aktier med lav kursmæssig samvariation, dvs. der skal være tale om brancher, som har deres storhedstid i forskellige faser under konjunkturforløbet.
Hr. Hansens strategi
Hr. Hansen skal nu udmønte sin politik i en konkret investeringsstrategi. For at opnå risikospredning fastsætter han, at der i porteføljen skal være mindst fem og højst ti forskellige papirer. Der skal ske en spredning på forskellige geografiske regioner og brancher.
Omkring risikoprofil er det naturligvis også vigtigt, at man opstiller nogle regler for investering i henholdsvis lav-beta- og høj-beta-aktier. Beta-værdien er et slags risikomål for de enkelte aktier. Den risikovillige investor har en større andel af høj-beta-aktier i sin portefølje end den forsigtige investor.
Hr. Hansen har valgt en rimelig forsigtig investeringsstrategi. Derfor ønsker han kun at have høj-beta-aktier (risikoaktier) i perioder, hvor det generelle aktiemarked er i klar stigende trend. Samtidig fastsætter han et stramt Stop Loss og et stramt Protect Profit for høj-beta-aktierne, som typisk kan være teknologiaktier, biotekaktier og internetaktier. Han bestemmer også, at højst 30 % af porteføljen må investeres i høj-beta-aktier. Det vil sige, at resten af kapitalen kan investeres i aktier med middel- og lav beta-værdi.
Som investor bør man også skrue op og ned for investeringsgraden alt efter udviklingen på de overordnede aktiemarkeder. Spillereglerne bør indeholde noget om, hvornår man skal være fuldt investeret i aktier, og hvornår man skal skrue ned for blusset. Valget står grundlæggende mellem at fastlægge en løbende fordeling mellem aktier, korte obligationer, lange obligationer og kontanter.
Som udgangspunkt bør man være fuldt investeret i aktier, fordi de giver det bedste langsigtede afkast. Men der er ingen grund til at deponere al sund fornuft og følge aktiemarkedet hele vejen ned, hvis det skulle gå galt over en længere periode. Vi så i forbindelse med finanskrisen i 2007-2008, hvor galt det kunne gå på de internationale aktiemarkeder. Hvor meget og hvor ofte man skruer op og ned for investeringsgraden, afhænger også af, om man er kortsigtet eller langsigtet investor.
Hr. Hansen fastsætter en regel om, at han investerer mellem 30 og 100 % af kapitalen i aktier. Under generelle tilbagefald på aktiemarkederne falder høj-beta-aktierne typisk først og hurtigst. Har han investeret i disse papirer, skal investeringsgraden nedsættes fra 100 % til 70 %, når der udløses et Protect Profit eller et Stop Loss for disse papirer. Salg kan også udløses, når det danske aktieindeks falder under 50 eller 200 dages glidende gennemsnit.
Ens politik – også kaldet porteføljestrategien – omfatter også løbende valg af investeringsstil, der afgrænser de aktier, man ønsker at investere i. Investeringen kan eksempelvis vælges inden for følgende grupper:
-
- Blue Chip-aktier (store, solide selskaber)
-
- Small Cap-aktier
-
- Vækstaktier
-
- Valueaktier (lav kurs/indre værdi)
-
- Udbytteaktier (aktier med højt udbytte).
Kontrol
En vigtig del af investeringsprocessen er kontroldelen. Den skal sikre, at man faktisk overholder de spilleregler, man har sat op for sig selv.
Det kræver, at man har aftalt med sig selv, at man ikke under nogen omstændigheder fraviger sine spilleregler. Og det kan nogle gange være meget svært, fordi mavefornemmelsen siger noget andet end hovedet. Det kræver også, at man overvåger markedet og sine aktieinvesteringer, så der sker salg og omlægninger i porteføljen i overensstemmelse med de opstillede spilleregler.
„Kontrollen“ handler om at følge bevægelserne både på det overordnede aktiemarked og i de enkeltaktier, man har investeret i. Det kan være det danske C25-indeks (eller et „capped“-indeks, hvor ingen aktier vægter mere end 10 %), tyske DAX-indeks og amerikanske S&P 500-indeks. Her skal man eksempelvis holde øje med, om nogle af disse indeks falder under den grænse, man eventuelt har fastsat. Eksempelvis 20, 50 eller 200 dages glidende gennemsnit, afhængigt af om man er kortsigtet eller langsigtet investor.
For enkeltaktier bør man også holde øje med kursudviklingen samt følge med i nyheder om selskabet i medierne, i aktieanalyser og i børsmeddelelser fra selskabet selv.
Hvis man er meget kortsigtet investor, bør man følge kursudviklingen dagligt. Hvis man er langsigtet investor, kan man nøjes med at følge aktiekurserne en-to gange om ugen. Vigtigt er det, at man (medmindre man er daytrader) ikke sidder og følger aktiekursen hele tiden. Dels fordi det er spild af tid, og dels fordi det kan få en til at fravige sin egen strategi og politik.